images

Rundetaarn

Med sin karakteristiske sneglegang er Rundetaarn et af Danmarks mest kendte og besøgte bygningsværker. Et historisk sted, der i dag også rummer udstillinger, koncerter samt aktiviteter for store og små. 

Rundetaarn blev bygget som platform for universitetets observatorium og var gennem århundreder centrum for dansk astronomi. Grundstenen til Rundetaarn blev lagt den 7. juli 1637, og fem år senere stod det færdigt som første del af Trinitatis-komplekset, der var bestemt til at rumme tre ting: Observatoriet på toppen af tårnet, universitetsbiblioteket på etagen over Trinitatis Kirke samt kirken selv nedenunder. 

Rundetaarn er opført af Christian IV, der har fået bygget dets runde mure i de kongelige farver gul og rød, og som selv har skitseret den berømte gyldne rebus på tårnets facade: Led, Gud, den rette lære og retfærdighed ind i kong Christian IV’s hjerte. 

Vejen til toppen går via den hvidkalkede sneglegang, der er 268,5 meter lang i yderbanen og kun 85,5 m inde ved tårnets kerne. Kernen er hul, og det er muligt at træde derind gennem en åben niche og stå på et glasgulv, som svæver 25 meter over bunden. Glasset er over 50 mm tykt og kan bære op til 900 kg per kvadratmeter. 

Den lange sneglegang fører også til den gamle bibliotekssal midt i tårnet, hvor hele universitetets bogsamling engang var samlet, og som har huset udstillinger, koncerter og arrangementer siden salens genåbning i 1987. 

Øverst er platformen med 360 graders udsigt samt observatoriet, der stadig bruges i vinterhalvåret, og dermed er Europas ældste fungerende. Læs mere på rundetaarn.dk.
 

Åbningstider
April - september
Mandag - søndag 10:00 - 20:00

Oktober - marts
Tirsdag og onsdag 10:00 - 21:00
Torsdag - Mandag 10:00 - 18:00
Adresse

Købmagergade 52A
1150København K
Danmark