Medicinsk Museion
Medicinsk Museion er et must see museum for alle, der er nysgerrige på krop, sygdom og sundhed.
Det er ikke for sarte sjæle, for sygdom og behandling har alle dage været dramatisk. Men hvis du vil blive klogere på, hvordan kroppen er blevet forstået og behandlet før og nu – fra antikken til genetikken – er dette en fascinerende oplevelse.
Udforsk de flotte udstillinger i det oprindelige Kgl. Kirurgiske Akademi fra 1787.
Medicinsk Museion indsamler og bevarer den danske medicinske kulturarv i bredeste forstand. Vi indsamler materiale relateret til hospitalsvæsenet, den primære sundhedssektor, sygepleje, forebyggelsesområdet, tandlægevæsenet, sundhedsforskning, medicinalindustrien, sundhedsuddannelserne, sær- og handicapforsorgen og sundhedsadministrationen.
Vi lægger særlig vægt på indsamling af genstande, der relaterer sig til de sidste 50 års danske biomedicinske udvikling.
Udstillinger
Særudstilling: Margarine (22. marts – 22. december 2024)
Bag det perlemorsfarvede, matte ydre gemmer der sig voldsomme historier om krig, globalisering, døde blåhvaler, vrede smørbønder, sundhedsfarligt transfedtsyrer, banebrydende dansk forskning og forarbejdet mad.
Udstillingen består af to rum. Det ene rum viser en blanding af indsamlede, historiske genstande, udlånte genstande fra andre museer og private virksomheder, filmklip, lyd og genstande fra Medicinsk Museions egne samlinger. I udstillingens andet rum kan man opleve en interaktiv installation, hvor gæsterne bliver portrætteret i margarine. Ved hjælp fra AI kan de besøgende forme den bløde margarine med deres bevægelser, smelte sammen med hinanden og få en fornemmelse af margarines taktilitet.
Det indsamlede menneske:
Den menneskelige krop er gennem de seneste århundreder blevet indsamlet med henblik på lægevidenskabelig forskning og undervisning. Dele af kroppen er blevet præpareret, konserveret og bevaret.
Udstillingen ’Det indsamlede menneske’ præsenterer et større udvalg af Medicinsk Museions historiske samlinger af den menneskelige krop, indsamlet fra slutningen af 1700-tallet og frem til i dag. De ældste præparater stammer fra studiesamlinger af fostre, skeletter, knogler, organer og vævssnit. De sidst tilkomne er biopsier, celler og DNA, som det findes i biobankernes frysere. Samlingerne har ændret fokus i takt med ny forståelse af sundhed og sygdom og som konsekvens af ny teknologi.
Mind the gut:
Vores hoved og mave er under lup i udstillingen Mind the Gut. Via en tankevækkende blanding af videnskab, kunst og historie udforsker udstillingen de komplekse forbindelser mellem vores sind og tarme. Hjerne, mavefornemmelser, identitet, tarme, bakterier, mikrobiomer – alt kædes sammen.
Mind the Gut viser, hvordan læger, forskere, patienter og kunstnere gennem tiden har forsøgt at forstå og behandle det komplicerede forhold mellem hovedet og maven. En gåde, der har optaget os gennem årtusinder og stadig giver stof til videnskabelige eksperimenter, trendy livsstilstendenser og heftige sundhedsdebatter.
Du ville måske også synes om...
Åbningstider
02.01.2024 - 23.12.2024:Mandag: lukket
Tirsdag: 10:00 - 16:00
Onsdag: 10:00 - 16:00
Torsdag: 10:00 - 16:00
Fredag: 10:00 - 16:00
Lørdag: 12:00 - 16:00
Søndag: 12:00 - 16:00
Placering
Bredgade 62
1260 København K