images
Lejre Museum
Lejre Museum Bakke
Lejre Museum

Lejre Museum

Ifølge skriftlige kilder fra middelalderen, er det i Gl. Lejre, 45 km vest for København, at man finder Danmarks fødselsattest. Det er her, at Danmarks første kongeslægt Skjoldungerne ifølge sagnhistorien havde sin magtbase i jernalderens og vikingetidens Danmark (år 500-1000 e.Kr.).

Museet genåbnede i marts 2016 med en helt ny udstilling, der blander arkæologiske fund med digitale installationer, som tilsammen giver en unik historisk helhedsoplevelse.

Sagnene fortæller, at lige uden for Lejre Museums døre, i det smukke, kuperede landskab, lå Skjoldungernes kongsgård. Skjoldungerne nedstammede fra Kong Skjold, og talte ifølge Saxo Grammaticus konger som Rolf Krake, Frode Fredegod og Harald Hildetand. Skjoldungerne er sagnkonger, men arkæologiske fund på stedet underbygger tesen om, at Gl. Lejre var en af vikingetidens vigtigste magtcentre.

Udstillingen er delt op i tre overordnede temaer. I det første præsenteres publikum for kilderne – de skriftlige sagn samt de arkæologiske vidnesbyrd. Her er der både mulighed for oplevelse og fordybelse gennem brug af lyd, lys og film, og det er her, man får en introduktion til Lejreområdets historie.

Det andet hovedforløb er udformet som et stort digitalt vægkort, hvor man aktivt kan søge oplysninger om monumenterne og udgravninger i landskabet rundt om museet.

I det tredje hovedafsnit finder den besøgende museets arkæologiske skatte fra området, bl.a. den verdensberømte Odin-figur, Danmarks største sølvskat Mannerupskatten samt Gevningefundet.

Lejre Museum har også en hyggelig bogcafé og butik, hvor du kan dykke ned i sagnene, mens du nyder Hansens-is eller en lækker kop økologisk kaffe.

Åbningstider
APRIL - OKTOBER
Tirsdag - Søndag 11:00-16:00
NOVEMBER - MARTS
Søndag 11:00-16:00
Adresse

Orehøjvej 4B
4320Lejre
Danmark