images

Glyptoteket

Glyptoteket er placeret i Københavns centrum, og museets samling består primært af kunstværker og arkæologiske genstande fra det antikke Ægypten, de antikke græske og romerske verdener, den etruskiske kultur samt dansk og fransk kunst fra det 19. århundrede. 

Kunst og øl
Ny Carlsberg Glyptotek er stiftet af brygger Carl Jacobsen (1842-1914), en af 1800-tallets store industrimagnater og til dato den største danske kunstmæcen. I 1888 forærede Carl Jacobsen sin kunstsamling til offentligheden og begyndte byggeriet af Glyptoteket. Glyptoteket har været åbent for publikum siden 1897 og huser i dag over 10.000 kunstværker, hovedsageligt fordelt på kunst fra antikkens middelhavskulturer samt dansk og fransk skulptur og maleri fra 1800-tallet.

Glyptotekets samling
Samlingen af antik skulptur rummer bl.a. en omfattende samling af antikke græske og romerske portrætter samt en stor samling af palmyrenske portrætter. Den moderne del af samlingen rummer fransk skulptur fra 1800-tallet, herunder en væsentlig samling af værker af Auguste Rodin, fransk maleri fra 1800-1950 med impressionismen og Paul Gauguin som absolutte tyngdepunkter samt en samling af dansk guldalderkunst. Størstedelen af Glyptotekets samling indgår i museets permanente udstillinger, ligesom løbende særudstillinger er med til at perspektivere museets samling med indlånte værker.

Vinterhaven og museumscafé
Med udsigt til den store, prægtige subtropiske Vinterhave i museets midte er museumscaféen Picnic klar med forfriskninger. Picnic har åbent alle museets åbningsdage og er placeret lige ved den smukke Vinterhave, hvorfra der serveres velsmagende frokostanretninger, desserter, kaffe og andre drikkevarer.

Glyptoteket præsenterer hele året rundt skiftende udstillinger, der vises som integrerede dele af museumsoplevelsen. Særudstillingerne kan have indvirkning på, hvilke dele af den faste samling, der er tilgængelig for publikum.

Hold øje med hjemmesiden www.glyptoteket.dk for informationer om udstillinger og arrangementer.

Åbningstider
Tirsdag - Søndag 11:00-18:00
Torsdag 11:00-22:00
Mandag lukket
Adresse

Dantes Plads 7
1556København V
Danmark