images
Copenhagen Contemporary | Outside view
Copenhagen Contemporary | Outside view
Copenhagen Contemporary | Inside view

Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. 

Copenhagen Contemporary har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Copenhagen Contemporary har siden 2016 vist udstillinger med bl.a. Bruce Nauman, Yoko Ono, Carsten Nicolai, Ragnar Kjartansson, Pierre Huyghe, Bill Viola, Céleste Boursier-Mougenot, Sarah Sze, Christian Marclay, Anselm Kiefer, SUPERFLEX og Doug Aitken.

Copenhagen Contemporary er et af Skandinaviens største udstillingssteder for samtidskunst og et levende samlingssted for et bredt publikum. Copenhagen Contemporary skaber samarbejder og arrangementer med en række forskellige partnere på tværs af kulturelle genrer både lokalt og internationalt. Her kan man deltage i art talks, art walks, koncerter, kreative værksteder, undervisning for børn, besøge Copenhagen Contemporary's egen butik med skandinavisk design og opleve den helt unikke og historiske bydel Refshaleøen. 

Med sin centrale placering på Refshaleøen, i B&W’s ikoniske gamle svejsehal, er Copenhagen Contemporary et internationalt kraftcenter i Københavns nye kulturkvarter. Kendetegnende for øen er stadig dens industrihistoriske udformning; området er upoleret og grønt med udsigt over Københavns Havn. Kvarteret blander førsteklasses gourmetrestauranter med små iværksætterdrevne initiativer. Her kan man bade i havet, gå i sauna, drikke vin og spise mad fra grill, købe det bedste brød og besøge Københavns mest populære madmarked med boder fra hele verden og loungeområde langs vandet.

Åbningstider
Mandag - Tirsdag LUKKET
Onsdag - Søndag 11:00 - 18:00
Torsdag 11:00 - 21:00
Adresse

Refshalevej 173A
1432København K
Danmark