images

Den Blå Planet

Oplev en verdensomsejling under overfladen, og kom helt tæt på glubske hammerhajer og elegante rokker i Nordeuropas største og mest moderne akvarium, der er hjem for mere end 400 forskellige dyrearter fra hele verden.

Den Blå Planet har vand på alle sider og giver dig en fornemmelse af at være under havets overflade. Arkitekturen er inspireret af en hvirvelstrøm og består af fem "arme", der kommer hele kloden rundt – fra Færøernes stejle fuglefjeld til oceanernes smukke koralrev.

Oceantanken, vandlegepladsen og den tropiske regnskov

Oplev hammerhajer og rokker svømme helt tæt på dig i den fantastiske undervandstunnel. Slip din indre vandhund løs på vandlegepladsen, og giv den fuld gas med pumperne og sluserne. Gennem fysisk aktivitet og samarbejde får du en større forståelse for vand. Eller prøv kræfter med den mere traditionelle legeplads med klatrestativer, armgang og rutsjebane.

Du kan også gå på opdagelse i den tropiske regnskov og se baskende sommerfugle, glubske piratfisk og verdens største ferskvandsfisk, arapaimaerne.

Et besøg på Den Blå Planet er en unik oplevelse, hvor underholdning, fascination og viden kombineres i spektakulære rammer.

Den Blå Planet sparer på energien

Akvariet er CO2-neutralt og udstyret med lavenergiruder og havvandskøling, der reducerer energiforbruget. Gennem formidling og uddannelse påvirker Den Blå Planet medarbejdere og gæster til at være mere miljøbevidste.

Gæster med Copenhagen Card

Bemærk at gæster med Copenhagen Card skal benytte indgangen via billetsalget og ikke 'Fast Track'.

Den Blå Planet har en udsøgt beliggenhed med smuk udsigt over Øresund og ligger tæt på Kastrup metrostation, der er under et kvarter fra Nørreport.
 

Åbningstider
Åbent 365 dage om året
Mandag 10:00-21:00
Tirsdag - Søndag 10:00-17:00
Adresse

Jacob Fortlingsvej 1
Kastrup
2770Kastrup
Danmark