Christiansborg - Ruinerne under Christiansborg
I kælderen under Christiansborg Slot, findes velbevarede ruiner af biskop Absalons Borg fra 1167 og det efterfølgende Københavns Slot.
I et tilhørende udstillingslokale fortælles om de forskellige slottes historie med tekst, billeder og modeller af slottene.
Det er usædvanligt, at en bygning som Christiansborg, Danmarks politiske centrum, også rummer rester af landets middelalderlige hovedborg.
Opdaget ved et tilfælde
Da fundamentet til det nuværende Christiansborg Slot skulle støbes, stødte arbejderne på ruiner af flere bygninger og stykker af en ringmur.
Nationalmuseets eksperter blev tilkaldt, og det viste sig, at ruinerne gik tilbage til omkring år 1167. Det var Biskop Absalons borg, der dengang lå på en lille ø uden for Købmændenes havn.
Borgen var omgivet af en ringmur, og den stod i 200 år. I ruinerne er det muligt at følge, hvordan borgen gennem årene er blevet udviklet og fornyet.
Ombygget af flere omgange
Københavns Slot, der siden blev bygget på stedet, var en ringborg med et stort solidt tårn og en voldgrav. Borgen blev bygget om mange gange, blandt andet satte Christian IV et spir på det store tårn, der under navnet Blåtårn blev kendt som fængselstårn.
I 1720’erne byggede Frederik IV slottet helt om, men slottet blev så tungt, at murene begyndte at skride ud og slå revner.
Det stod derfor klart for hans efterfølger, Christian VI, at der skulle bygges et helt nyt slot, og i 1731 påbegyndtes nedrivningen af Københavns Slot for at give plads til det første Christiansborg.
Særudstillinger (Christiansborgslot.dk)
Magt & Magi, 27.09.2024 - 27.04.2025
Historien om de danske hekse er spundet sammen af myter og mysterier. Nu får de tre hekseanklagede kvinder Maren Splids, Christenze Kruckow og Maren Ringsbjerg en stemme i 2024, når udstillingen Magt & Magi åbner. Stærke kvindelige skuespillere lægger stemme til et medrivende lydspor, som udfolder de tre kvinders skæbner i samspil med den manende scenografi.
Udstillingen Magt & Magi er lavet i samarbejde med den Reumert-vindende scenograf Ditte Marie Walter Tygesen og forskere fra museet HEX! i Ribe. Kom med på en rejse tilbage til renæssancen i de mørke ruiner under Christiansborg Slot, når vi fortæller historien som den virkelig var, på stedet, hvor det skete.
Du møder tre kvindeskæbner fra nogle af Danmarks mest berømte hekseprocesser. Mærk på egen krop, hvordan stemningen fra dengang stadig hænger tungt i luften. Følg kvindernes skæbner, der udfoldes i scenografien via deres skæbnetråde, som løber på kryds og tværs i ruinerne og spinder en gribende visualisering af kvindernes liv.
Maren Splids, Christenze Kruckow og Maren Ringsbjerg, har alle det til fælles, at Christian 4. personligt involverede sig i sagerne, og fik dem hentet til Københavns Slot.
Hvem var de anklagede? Og hvorfor fik kongen bragt dem til sit slot, når han var så bange for dem? Meget tyder på, at han faktisk selv var interesseret i magi – selvom han forbød den ved lov.
Prøv selv kræfter med magi gennem interaktive elementer. Prøv at spå i bly, måle med skæbnetråde, eller at bruge krystaller til at styrke sjæl og legeme som Christian 4. gjorde, og få inspiration til, hvordan du selv kan lave og bruge et voksbarn - Nordens svar på voodoodukker.
Du ville måske også synes om...
Åbningstider
01.10.2024 - 23.12.2024:Mandag: 10:00 - 16:30
Tirsdag: 10:00 - 16:30
Onsdag: 10:00 - 16:30
Torsdag: 10:00 - 16:30
Fredag: 10:00 - 16:30
Lørdag: 10:00 - 16:30
Søndag: 10:00 - 16:30
Placering
Prins Jørgens Gård 1
1218 København K