Gammel Strand

EN PERLE FOR KUNSTELSKERE

Med en unik placering midt på Gammel Strand og med udsigt til Københavns kanaler, er Gammel Strand en perle for alle, der interesserer sig for moderne kunst og samtidskunst. I kunsthallen kan man opleve udstillinger med toneangivne internationale samtidskunstnere, unge danske talenter og modernismens kunstnere i nyt lys. Og man kan udvide sin horisont til talks, filmvisninger og foredrag. Gammel Strand danner årligt ramme om 6-8 udstillinger, et varierende filmprogram i kunstbiografen, møderumsinstallation i Montanasalen og et levende arrangementprogram i tilknytning til de skiftende udstillinger

Gammel Strands café har en af byens hyggeligste gårdhaver, og i butikken kan du finde eksklusive danske og internationale kunstbøger, litografier og designobjekter.

Metrostationen Gammel Strand ligger 50 meter fra kunsthallen.

Særudstillinger (gammelstrand.dk):

In the Shadow of Burning Light, 7/6/24-8/9/24

Christina Quarles rejser gennem et både smukt og sammensat værk spørgsmål omkring racemæssige og seksuelle identiteter, køn og queerness. På farvemættede, monumentale lærreder og i intime papirformater opbygger hun komplekse billedkompositioner med menneskekroppen som det allestedsnærværende udgangspunkt. I hendes værk er kroppen flertydig og konstant under forvandling. Identiteten aldrig stivnet i en fast defineret form. 

Quarles' personlige erfaring, hvor hun har oplevet, at det at være i en mixed-race, queer krop er væsensforskellig fra det at betragte den samme krop udefra, har været definerende for hendes værk. Hendes evne til at afbillede kroppen i dens kompleksitet og trodse indgroede forestillinger om race, køn og seksualitet har gjort hende til en væsentlig stemme i samtidskunsten.

Christina Quarles (f. 1985) bor og arbejder i Los Angeles. Hun har en kandidatgrad fra Yale School of Art (2016). Quarles har haft et stort antal soloudstillinger og havde en central placering på Venedig Biennalens anmelderroste udstilling The Milk of Dreams i 2022. Blandt hendes seneste soloudstillinger kan nævnes Hamburger Bahnhof, Berlin (2023); MCA Chicago, Chicago (2021) og South London Gallery, London (2021).

The Time Before, 21/6/24–8/9/24

Anna Bjerger og Chantal Joffe præsenterer poetisk stærke malerier og et malerisk slægtskab mellem to kunstnere, hvis liv og værk har flettet sig ind og ud af hinanden.

Som unge delte Anna Bjerger og Chantal Joffe atelier, hvorved de opbyggede en nær relation og et tæt arbejdsfællesskab. Kvinder, børn, potteplanter, modetøj, detaljerige og intime scener udgør den motivkreds, som karakteriserer begge billedkunstneres univers. Den kommende udstilling på Gammel Strand griber ind i fortælling om venskab, fællesskab og det ensomme ved at stå midt i livet og længes efter det, som allerede er passeret.

Chantal Joffe (f. 1969) er en britisk kunstner kendt for sine malerier af mennesker, nogle i meget stor skala, ofte af familie og venner. Den følelsesmæssige intensitet i forhold mellem mennesker, og hvordan det kan males, er det, der interesserer hende. Chantal er uddannet fra Glasgow School Art i Skotland og The Royal College of Art i London.

Anna Bjerger (f. 1973) er svensk billedkunstner, som bor og arbejder i Småland. Hun er udannet fra Central St. Martins School of Art and Design og The Royal College of Art i London. I sine poetiske og figurative malerier undersøger Bjerger motiver fra intimsfæren, der spænder lige fra en kaffekop eller et par sko over venskaber og andre nære relationer.

 

Du ville måske også synes om...

Åbningstider

02.01.2024 - 23.12.2024:
Mandag: lukket
Tirsdag: 11:00 - 18:00
Onsdag: 11:00 - 18:00
Torsdag: 11:00 - 20:00
Fredag: 11:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 17:00
Søndag: 11:00 - 17:00

Placering

Gl. Strand 48

1202 København K


https://gammelstrand.dk

Café