images

Skibsklarerergaarden

Museet Skibsklarerergaarden beskriver Helsingørs første store velstandsperiode, sundtoldstiden. Huset er Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård. Det stammer fra det 16. århundrede, men har fået sin nuværende form i 1780 og de følgende årtier, og har siden stået så godt som uforandret helt op til vore dage.

Stueetagen med butikslokale og skipperstue, samt den fornemme skibsklarererbolig på hovedetagen er gennemgribende restaureret, og et besøg i huset er som at komme 150 år tilbage i tiden. I stueetagen er der butik og skibsprovianteringsforretning, grundlagt i 1809 og stort set uforandret siden 1820'erne.

Ved siden af butikken ses skipperstuen, hvor søfolkene kunne indtage et beskedent måltid med en dram til. I "contoiret" står den store firemandsskrivepult, for her vises hvordan klarererkontoret så ud i midten af 1800-tallet.

På første sal er skibsklarererens private lejlighed retableret og viser, hvordan et velstående borgerhjem i Helsingør så ud mellem 1790 og 1850. Øverst ses et lokale fra skipperherbergets tid. Her kunne søfolkene overnatte i tilfælde af længere ophold på grund af forretninger eller skiftende vejr.
 

Åbningstider
Tirsdag - Fredag 12:00-16:00
Lørdag 10:00-14:00
Søndag 12:00-16:00
Adresse

Strandgade 91
3000Helsingør
Danmark