images
Copenhagen
Copenhagen
Copenhagen
Copenhagen

Rosenborg Slot

Du SKAL booke dit besøg på forhånd grundet Covid-19. Book via siden her.

Tag på slotsbesøg og udforsk nogle af Rigets største skatte. Christian 4. byggede Rosenborg for 400 år siden, og slottet dannede ramme om hverdag og fest for kongen og hans store familie. I kælderen finder du kronjuvelerne og kongekronerne. 

I Riddersalen kan du opleve tronstolene og de tre løver af sølv i naturlig størrelse, der står vagt om dem. Den store kongetrone er udført i narhvalstand med forgyldte figurer, og den imponerende dronningetrone er lavet af sølv. På væggene hænger en stor gobelinserie fra 1693, der viser berømte slag mellem Danmark og Sverige.

Rummene på slottet er velbevarede og inviterer på en tidsrejse, hvor du bl.a. kan se kongens private skrivestue, toilet og voksfigurer af tidligere kongelige personer.
I to af tårnkamrene kan du nyde en stor samling af det berømte Flora Danica-service og en af verdens fineste samlinger af veneziansk glas, som Frederik 4. hjembragte fra sit besøg til Venedig i 1709. Begge dele er udstillet i tårnkamre. 

OBS: Hvis du besøger Rosenborg med Copenhagen Card, beder vi dig starte besøget på billetkontoret.

Kronjuvelerne i Skatkammeret
De to kongekroner og dronningekronen er opbevaret i underjordiske kamre med metertykke mure sammen med kronjuvelerne. Kronerne er overdådigt udsmykkede med ædelstene og ornamenter i guld.

Kronjuvelerne består primært af fire garniturer; et brillantsæt, et rosenstensæt, et perle/rubinsæt og et smaragdsæt. Smaragderne er blandt de fineste i verden.

Bemærk at Copenhagen Card ikke giver adgang til fast track. 

Kom helt tæt på Christian 4. 
På Rosenborg Slot kan du opleve Vinterstuen, som er det mest velbevarede rum fra slottets opførelsestid og den vigtigste af Christian 4.s tre private gemakker.

Karnapperne i Vinterstuen er fra 1758, og foran den højre stod tidligere Christian 4.s mekaniske vinde, som han kunne hæve og sænke vindebroen med. I dette rum lå Christian 4. på lit de parade (til beskuelse efter sin død), og genstandene deri stammer hovedsageligt fra kongens tid. 

Åbningstider
Tirsdag til søndag 11:00 - 16:00

Adresse

Øster Voldgade 4A
1350København K
Danmark